Terapi er også en frihedskamp

Menneskers liv består af historier. Nogle ligger fremme i bevidstheden, andre mere tilbagetrukket og nogle ligger som kropslige erindringer, der måske aldrig har fået sprog. Det er erindringer om begivenheder, indsigter og sansninger. Det er de store fortællinger og de små fortællinger, der tilsammen udgør det et menneske er. Det er historier der fletter sig ud og ind mellem hinanden og som på hver deres måde er med til at danne vores fornemmelse af os selv, vores identitet og hvad der er muligt for os at gøre her i livet. Historierne rummer bestemte konklusioner om os selv, hinanden og vores verden. 

Der er altid mere at fortælle
Men der er altid mere at fortælle om mennesker end det som konklusionerne tilbyder. For fastlåste konklusioner og for få tilgængelige historier kan også begrænse os. Vi skal huske at udfordre de historier vores liv består af og gå på opdagelse i det der ligger gemt udenfor det kendte historie rum.  

Og vi skal ikke kun interessere os for konklusionerne, og vejen hen til konklusionerne. Vi skal spørge os selv hvordan kom jeg herhen? Hvad fik mig til at gå? Hvorfor gjorde jeg det? Hvad var intentionen med det? Hvad var et for en kraft der trak i mig? Hvad var det, der var vigtigt for mig?

Hvis det var dans vi talte om, ville jeg sige, vi skal ikke interessere os så meget for hvordan vi bevæger os, men hvorfor vi bevæger os sådan?  Hvad er intentionen og hvordan hænger det sammen med det, der er vigtigt for os?

Hvem er du også?
Vi skal stræbe efter at få øje på de små forsøg på at bevæge os videre til det ukendte. Der hvor vi bliver undersøgende og legende. Der hvor mennesker gør noget andet end det, der lå ligefor. Der kan vi få øje på modhistorier. De små forsøg der aldrig har fået sprog og som aldrig er blevet en del af menneskets historie. Lige der har vi muligheden for at erkende nyt om os selv. Tænk at være mere og andet end man selv vidste. Ingen ved hvem man også kunne blive. Der ligger friheden. 

Friheden ligger også i når vi er i stand til at være med de låstheder i kroppen, der er opstået op gennem vores opvækst. Når noget sker, som på den ene eller anden måde ikke kan rummes i kontakt med “den anden” eller af ens eget nervesystem, så låser vi i kroppen. De låsninger går ikke væk af sig selv, de bliver til en slags fængsler, vi går rundt i. Fængsler der gør os ufri og ofte giver en fornemmelse af at være langt fra sig selv. Håber er at vi med hjælp kan slippe og mærke vores livskræft og livsstrøm igen. Der ligger friheden.

Når mennesker mærker den frihed, får de mulighed for at komme tættere på de liv de gerne vil leve og dem de gerne vil være. For mig er det, det den frihed, der er formålet med terapi.