Unges psykiske mistrivsel er (også) svar på et sygt system!

Unge i Danmark mistrives og flere og flere får psykiske udfordringer og diagnoser. Men pas på med at sige, at det er de unge, den er gal med. Fra mit terapirum ser det ud som om, at det i den grad også er ydre strukturer der fokuserer på præstation og perfektion, som er problemet. De unge er udsat for et urimeligt pres, som skaber utilstrækkelighed og ensomhed hos dem, der ikke lige passer ind, og det bliver mennesker syge af. Hvis udviklingen skal vendes, må vi skabe bekræftende fællesskaber i familien, i skoler og institutioner, hvor det er muligt at tale om og dele det der er svært, hvor vi lytter og støtter og tager de unge alvorligt. De er sunde kroppe, der reagerer på, at der er noget rav ruskende galt i vores samfundsstrukturer. 

Det går dårligt med børn og unges trivsel og psykiske tilstand i Danmark. Den 25. februar, kunne man læse i Politiken at 15%, hvilket svarer til hver syvende ung, får en psykiatrisk diagnose inden de bliver 18 år og tallet ser ud til at være stigende. Særligt ADHD, Autisme og angst, stress og depression træder frem.

Det har længe været kendt, at noget er galt og at tallene er for store. Der kommer løbende nye undersøgelser frem, der peger på at mistrivslen er stigende og det er heldigvis også på politikernes landkort. Ambitionen må være at knække kurven, som Thorstein Theilggaard, generalsekretær i landsforeningen Bedre Psykiatri, sagde i ovenstående artikel, “Det er jeg enig i, men hvordan?“

Den er gal i de strukturelle lag
Jeg er terapeut og taler hver dag med unge mennesker, der er ramt af livet. De kommer stort set alle sammen med fortællinger om voksne, der ikke forstå dem og derfor heller ikke kan hjælpe dem - ikke bare deres forældre men også professionelle voksne. Gennem mine samtaler er det tydeligt for mig, at der er brug for, at skifte perspektiv fra at det udelukkende er unge og deres familier der selv bærer problemet, til at det i høj grad også handler om strukturer i vores samfund. Strukturer der er indlejrede i vores institutioner og uddannelser og nogle gange også i den hjælp der tilbydes, når skaden er sket. Det er nedbrydende for mennesker. Så der skal vi have fat.

De unge kæmper for ikke at føle sig utilstrækkelige
Det altoverskyggende perspektiv er, at mange unge føler at de er alene med følelser af utilstrækkelighed og forkerthed, og med det der er eller har været svært eller smerteligt i deres liv, samtidig med at de står i en verden, der er præget af en uoverskuelig kompleksitet og et pres om, at de skal præstere og levere og være ”rigtige” og perfekte lige fra vuggestuen af. 

Ydre normer bliver til indre sandhed
Vores samfund er spændt for en præstations- og perfektionsvogn, der siger, afsted med dig, pas ind, bliv til noget, se godt ud, pas på dig selv, vær cool på den rigtige måde, vær lykkelig, vær venner med de rigtige osv. En vogn vi alle er påvirket af. Så når børn og unge udviser symptomer på, at noget er for meget, presset er for stort og at de mistrives, så bliver de mødt med, du er nødt til at tage dig sammen. Du er nødt til at passe din skole, eller du må prøve at tænke på noget andet osv. Der bliver talt til fornuften gennem et rationale, der knytter sig til de ydre normer. Der bliver ”skubbet bagpå” i håbet om, at det hjælper de unge til at klare sig. Alt sammen i den gode sags tjeneste, og sagt af velmenende voksne, men risikoen er, at det gør presset større. Det skaber over tid en indre sandhed hos de unge om, at hvis jeg ikke passer ind, så er det mig der er forkert. 

Som en ung dreng med angst sagde til mig forleden, 

”Min mor vil jo det bedste, når hun siger at jeg bare må klemme ballerne sammen og huske at det snart er overstået. Men jeg bliver bare endnu mere overladt til mig selv, med dét der er svært. Og ikke nok med det, jeg føler mig jo også utilstrækkelig”.

Netop følelsen af utilstrækkelighed er med til at skabe problemet, som en ung pige med depression og ADHD sagde i en samtale,

”Jeg hænger i en tynd tråd på mit studie. Jeg har for meget fraværd pga. min depression. Hvis jeg bliver smidt ud, så er det en katastrofe. Jeg skal have en rigtig værdig uddannelse. Det er det eneste, der betyder noget for mig. Jeg bliver jo totalt til grin, hvis ikke”. 

Det er ikke en unuanceret psykisk syg ung, der siger det. Det er en ung, hvor de ydre normer for hvornår man er god nok til at være en del af fællesskabet, er blevet en del af den unges indre sandhed om, hvad der er vigtigt i hendes liv. Det er et udtryk for at forsøget på at leve op til præstationsræset, gennem ydre leveregler, der kun kan praktiseres hvis man overhører sig selv og klarer det svære alene, og i sidste ende er det med til at gøre unge mennesker syge.

Forældrene er også magtesløse
Forældrene forsøger så godt de kan med at sige, ”jamen skat, du er jo god nok, som du er… det er bare fordi…”. Men som en anden ung sagde, 

”Det kan de sagtens sige, for jeg ved godt at ude i den virkelige verden, der er jeg bare ikke god nok, som jeg er. Der skal jeg se ud på bestemte måder, være så og så dygtig. Have de rigtige venner osv.”. Det er en del af problemet, som de sociale medier iøvrigt også er med til at forstørre.  

Selv hjælpen definerer og gør de unge forkerte
En anden del af problemet er, at alt for mange unge ikke føler sig hjulpet, når de opsøger professionel hjælp. Og så sent som i lørdags d. 29. februar i et debatindlæg i Politiken fortæller Ophelia Keitum da også om en psykiatri, der er helt i knæ. Hvor det er kæden hopper af, skal jeg ikke gøre mig klog på her, men jeg må konstatere, at jeg ser ingen tegn på, at den store mistrivsel kan løses gennem de muligheder som psykiatrien pt. har at tilbyde eller gennem behandlingstilbud, hvor problemerne fortsat bliver individualiseret og defineret som noget de unge skal løse alene. 

En ung jeg talte med, som var ramt af et skadeligt forbrug af hash, kom ind af døren og sagde, ”Jeg tror, jeg er en taber som menneske”. Da jeg spurgte til hvor den ide kom fra, så var svaret, at den var opstået gennem voksne, der havde forsøgt at hjælpe hende. 

Historien om hendes teenageår var, at hun havde svært ved at finde sig tilrette i pigegruppen og havde svært ved det faglige pres. Hun følte sig forkert, ikke helt god nok og udenfor. Hun fandt fællesskab med en gruppe der røg hash og mærkede hurtigt, hvordan hashen også dæmpede følelsen af utilstrækkelighed. Men over tid fik hun det for skidt, fik svært ved at passe sin skole og opsøgte hjælp. Hjælpen hun fik tilbudt var en voksen, der sagde, 

”Jeg siger kun det her for at hjælpe dig, men du kan jo nok forstå, at man ikke kan passe sin skole, når man ryger hash. Du har jo selv et valg, og lige nu træffer du hele tiden det forkerte. Så vil du egentlig det her?”. 

Pigen var desorienteret og følte sig på ingen måde taget alvorligt eller hjulpet. Lærerens ord skabte endnu mere utilstrækkelighed og følelse af at være alene. 

Et andet eksempel er en ung dreng hvor vrede og cutting var blevet en del af hverdagen efter en årelang og voldsom mobbehistorie. Hans far kontaktede praktiserende læge og en psykiater for at få hjælp. Begge professionelle stillede det samme spørgsmål til drengen,

”Hvorfor er du blevet mobbet?”

I det spørgsmål placerer de problemet og ansvaret for løsningen inde i drengen selv. Og han får en oplevelse af, at de synes, at det er hans skyld, at han er blevet mobbet eller at han kunne have gjort noget for at undgå det. Det gjorde problemet endnu værre og han opgav troen på at nogle overhovedet kunne hjælpe ham.

Tag de unge alvorligt og se problemets rod
I min praksis er det tydeligt, at det ofte ikke er de unge, der er problemet. Jeg ser som regel effekterne af problemet i de unges liv, og det viser sig blandt andet som symptomer, som vi som samfund giver navne som ADHD, autisme, angst, depression, misbrugsdiagnose og så videre. Navne som ikke må blive til lukket kassetænkning, så vi skal være vågne - både som forældre, professionelle og politikere.

Det er på tide, at vi begynder at fokusere på problemets rod og på nuancer og helheder. Og vi skal gå op imod stemningen i vores samfund der fokuserer på, at alle skal leve op til at være perfekte i forhold til de ydre normer for at føle sig værdifulde og gode nok som mennesker. Det ses både på de sociale medier, men det ses også i det pres som forældre og samfund kommer til at tilbyde de unge i dagligdagen og når de spørger om hjælp. Og samtidig med det, har vi ”aflyst” fællesskabet (også i familierne) som et støttende sted, hvor unge kan slippe det hele og læne sig tilbage. Der er ikke nogle de unge kan samles med, om at gå op imod den ydre fjende, for den er flyttet ind i os alle sammen og er blevet en indre lov i os mennesker, som gennemsyrer hele vores samfund fra stemningen i familier til test i skoler og institutioner til menneskesynet i meget behandling. Problemet er blevet individualiseret og løsningen er det samme, og det får unge til at føle sig alene og det gør at alt for mange i sidste ende bliver syge.

Fællesskaber og tryghed er god medicin
Vi kan ikke løse menneskers problemer ved at definere dem og sætte deres symptomer i kasser, og ved at fortælle dem, hvor de er forkerte og hvordan de burde være. De unge har brug for steder, hvor de ikke bliver vurderet. Steder hvor de kan læne sig ind i tryghed og hvor de føler sig bekræftede som mennesker, gennem at mærke at der er nogle der vil være sammen med dem og lave ting med dem, nogle der vil spørge og lytte for at forstå. Nogle der vil dele deres egne fortællinger om deres uformåenhed, svære oplevelser og favntag med livet. 

Vi skal interessere os for historien
Når en ung bliver ramt af livet, så de først og fremmest tages alvorligt. De skal mødes. Det hjælper når de unge oplever, at de bliver lyttet til og taget alvorligt –både af deres forældre og de professionelle, der tilbyder hjælp. Vi skal spørge dem hvad der er sket. Hvad historien er om den unge og det der er svært? Hvad er det de voksne ikke har forstået? Vi skal lytte til de unges stemme for det modsatte bliver man alene af - alene og lille.

Vi skal rykke tættere på
Det må være logik at når et menneske har det svært, så skal dem omkring rykke tættere på med rar, støttende kontakt og opmærksomhed. De unge kan mærke, at de hører sammen med nogle. Modgift til mistrivsel er fællesskab. Det er familier, venner, skoler og institutioner, hvor man taler om det der er på færde i den unges liv, om det der betyder noget og hvor man laver ting sammen, så man kan mærke, at man hører til og at der er nogle, der vil en.

Det er ikke de unge, der er problemet 
Vi skal hjælpe de unge til at se og forstå den virkelighed de står i, så de kan se at problemet er strukturelt. Det er ikke de unge, der er problemet. Når de får øje på det, så kan de pludselig se, at de er sunde kroppe, der reagerer på et umenneskeligt pres og så bliver det faktisk nemmere at håndtere. Som en ung sagde til mig en dag, 

”Det er for vildt at mærke, at det jo ikke er mig, der er gal på den”. 

Det at forstå det løsner i sig selv noget af problemernes greb om de unge og det giver dem mulighed for at få øje på, hvad der betyder noget for dem og hvor det lykkes dem at gå op imod ræset. Derigennem mærker de, at de kan noget og de mærker deres egen – ja livskraft.

Vi skal være sammen om det, der betyder noget 
Mit håb er, at næste gang en ung får det rigtig skidt, så skal de voksne der er omkring dem – både professionelle, familie og forældre, tale med de unge og deres venner om følelsen af ensomhed og utilstrækkelighed – for den kender vi alle. Vi skal invitere til at tale om deres liv og fortælle om vores eget. Vi skal tale sammen om det, så vi ikke bliver alene med det. 

Det er fællesskaber hvor vi kan dele hvordan det er at være menneske, barn og ung, som kan taget pusten ud af præstations- og perfektionsræset og komme det umenneskelige og sygdomsfremkaldende pres til livs. Det er et væsentligt sted at tage fat, hvis vi skal knække den uhyggelige opadgående mistrivsels- og diagnosekurve blandt børn og unge i dag.