Sådan fungerer "Vi-modellen" og hjælper forældre til unge med dobbeltdiagnose
Publiceret i bladet STOF NR. 36 / SOMMER 2020.
Jeg har siden 2011 arbejdet som familieterapeut med fokus på forældre til unge med skadeligt forbrug af rusmidler. Det har jeg gjort både i egen praksis og hos Novavi Stofrådgivningen, der tilbyder behandling til unge med skadeligt forbrug af rusmidler og er specialiserede i unge med dobbeltdiagnose, dvs. unge med samtidig psykisk lidelse og brug af rusmidler. Antallet af disse unge er stigende (1). I samarbejde med Novavi– og kvalificeret af evalueringer fra Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet – har jeg udviklet en model for forløb til forældre til unge med dobbeltdiagnose, der udkom i foråret 2020.
Rusmidler både mindsker og øger det svære
De unge har det svært og er i gang med at ndevej i livet, og rusmidlerne gør det ikke nemmere – tværtimod. De unge fortæller, at brug af rusmidler hjælper på at få fred fra det svære, men over tid skaber det flere problemer. Mange oplever fx udfordringer med venner, der fagligt og socialt ”løber fra dem”, følelsen af forkerthed og af ikke at slå til samt ensomhed, angst og vrede.
Frygt får forældre til at ”stramme til”
Når forældrene ser, at problemerne øges i den unges liv, skaber det bekymring og frygt for, hvordet skal ende, og hvad gør man så? De fleste forældre øger kontrol og styring og forsøger at ”tale den unge til fornuft”. Sådan er vi mennesker. Men for en ung med dobbeltdiagnose kan det være med til ikke at føle sig forstået, og det kan øge problemerne.
Når alle giver op
Relationer er det vigtigste, vi har som mennesker. Vi skabes gennem hinandens blik, og når livet er svært, er det essentielt ikke at stå alene, men at have fornemmelsen af at kunne noget og af at have værdi. Det gør, at vi kan håndtere de svære ting i livet uden at vælte og komme tættere på det, der betyder noget for os i tilværelsen.
I mit arbejde møder jeg mange familier, hvor relationerne er tyndslidte, og det viser sig som konflikter, nogle gange voldelige, og/eller somfuldstændigt fravær af kontakt, altså en form for opgivelse af hinanden. De unge oplever, at forældrene konstant er på nakken af dem, og forældrene oplever at have gjort alt, uden det gør en forskel. Over tid kan det betyde, at forældrene opgiver at kunne gøre mere eller gør ting, der putter ”salt i såret”, som fx at straffe de unge ved at tage privilegier fra dem, skælde ud og kontrollere, eller de går ned med stress eller depression.
Der er altså tale om unge, der er dobbeltbelastede, og forældre, som gennem at forsøge at hjælpe og forandre situationen selv bliver belastede. Det bliver nemt ødelæggende for relationen mellem barn og forældre. Problemerne snurrer sig ind i hinanden, og alle ender med følelsen af at stå alene, hvilket hverken er godt for forældrene, behandlingen eller den unge.
Behov for hjælp udefra
Min erfaring er, at unge ønsker, at deres forældreer tæt på, tager dem alvorligt og bakker dem op, når livet er svært. Det gør, at de ikke føler, at de står helt alene. Det er grundlaget for, at mennesker får mod og tro på, at forandring er mulig. Men for at forældrene kan det, er der brug for hjælp og støtte udefra, så de kan holde til belastningenog nde måder at tackle situationen på, der er understøttende for den unges gode proces.
Vi-modellen har manglet
Samme erfaring har Novavi Stofrådgivningen, og for tre år siden blev det tydeligt gennem en afdækkende rapport på området, ’Unge med dobbeltdiagnose/dobbelt belastning af Peter Jensen, SPUK og Susanne Pihl Hansen’, som Helsefonden stod bag, at det er vigtigt at inddrage forældre i behandlingen til unge med dobbeltdiagnose. Den pegede også på, at der manglede viden om, hvordan det kan gøres, og at det var en ide at udvikle og afprøve idéen om at danne forældregrupper til forældre til dobbeltbelastede unge, da, som der også står i rapporten, ”de formentlig også vil opleve dobbelte belastninger i deres forældrerolle”. Det blev afsættet for udviklingen af Vi-modellen, som er finansieret af Helsefonden i samarbejde med Center for Rusmiddelforskning og Novavi.
Hvad er Vi-modellen
Vi-modellen er et forløb til forældre til unge med dobbeltdiagnose. Vi-modellen består af syv møder. Fire gruppemøder med oplæg understøttet af visuelle modeller, anbefalinger og dialog, der blandt andet kommer omkring temaer som rusmidler,diagnoser, kommunikation, konflikt, skam, tillid, egenomsorg, familie og netværk. Sideløbende er der tre individuelle samtaler, hvor forældreparrene hver især mødes alene med den professionelle, der leder gruppesamtalerne, og taler mere i dybden omkring individuelle udfordringer.
Forældrenes perspektiv
Udviklingen af forløbet bygger på interviews med forældre og deres børn, der tidligere har deltaget i Stofrådgivningens forældregrupper. De unge i disse interviews fremhævede betydningen affærre kon ikter og mindre skældud og støtte.Forældrene i interviewene lagde også vægt påbetydningen af hjælp til færre kon ikter samthjælp til at tackle dilemmaer som: Skal vi skælde ud og sætte ”stramme rammer” eller give slip? Skal vi hjælpe eller stille krav? Alle forældre gav også udtryk for, at de var slidte og havde brug for hjælp til at komme tilbage til det, der betyder noget for dem. Som en far sagde det:
”Jeg længes efter bare at være far igen. At vi hygger os sammen. Altså ligesom bare at være helt almindelig forælder igen. Jeg er konstant på arbejde overfor min søn”.
Forældrenes perspektiv blev sammenholdt med erfaringer fra andre forældregruppeforløb i Novavi Stofrådgivningen, med viden og erfaringer fra førende børne- og ungdomspsykiatere, misbrugsbehandlere og psykologer samt med inspiration fra blandt andet den løsningsfokuserede terapi og narrativ teori. Tilsammen dannede det grundlaget for udvikling af Vi-modellen, som blev afprøvet to gange og evalueret af Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet. Evalueringerne blev løbende brugt til at justere forløbet og var derigennem med til at kvalificere den endelige model.
Støtte er mere end at lytte
Et bærende element i udviklingen er erfaringen af, at det ikke er nok at tilbyde forældrene støtte gennem at lytte, de skal også have noget nyt med sig. Vi-modellen er udviklet af mig på baggrund af mine fire principper for forældreinddragelsei behandling til unge med skadeligt forbrug af hash. Principperne er også beskrevet i min bog ’Unge og hash’ udgivet i 2017. De principper har guidet den overordnede tænkning af forløbet og processen på de enkelte mødegange.
1) Forældrene har brug for at mærke, at de har betydning – både for den unge og for de profes- sionelle og udkommet af behandlingen.
2) Forældrene har brug for viden, så de bedre kan forstå de unges situation, og så det bliver nemmere for dem at orientere sig i de komplekse problemer.
3) Forældrene har brug for konkrete ting at gøre, da det oppebærer håb at gøre noget og se, at det har en positiv effekt.
4) Forældrene har brug for at mærke deres egne værdier, da problemer kan skubbe os væk fra dem, og så opstår følelsen af ikke at have et fundament.
Samarbejde med forældrene
For at imødekomme principperne har en sam-arbejdende tilgang (8) været bærende. Mange forældre kommer med følelser af skyld og skam samt erfaringer med ikke at føle sig hørt og godt behandlet i systemet. Det gør, at de opgiver troen på egen betydning ift. den unge. Det går ikke. Forældrene har ligesom de unge – og alle os andre – brug for at blive lyttet til og taget alvorligt. Vi skal føle os gyldige og værdifulde som mennesker. Løsningerne skal findes i et samarbejde.
Den samarbejdende tilgang mellem forældrene og gruppelederen af forældregrupperne betyder, at gruppelederen tilbyder sin professionelle og faglige viden, samtidig med at forældrenes egen viden og erfaringer fra deres levede liv med den unge inddrages. Tilgangen gør, at forældrene kan mærke, at de bliver lyttet til og respekteret, og at deres erfaringer er gyldige og nødvendige for udkommet af forløbet og deres situation. Det gør, at de engagerer sig, og at professionelle og forældre kommer, om man så må sige, ”på samme side af bordet”.
Samarbejde om nye handlinger
Vi-modellen har fokus på effekten af problemerne og på nye handlinger, der skaber mere ønskede og hensigtsmæssige måder at være sammen på i familierne. Der samarbejdes med forældrene om en tilgang til de unge, der bygger på ideen om: Hvis ikke det virker, så gør noget andet. Hvis det virker, så gør mere af det samme. Forældrene ønsker sig ofte en ”to do”-liste, der løser problemerne. Men det er en fælles undersøgelse hver gangaf forældrenes erfaringer og den professionelles viden, der tilsammen skaber ideer til, hvad der kan afprøves, da der ikke findes en enkelt opskrift. Som en mor udtrykte det:
”Det er jo lidt irriterende, at gruppeleder ikke altid har svaret. Men det føles på den anden side som at blive taget alvorligt, når jeg selv bidrager til, hvad der kan gøres. Så afprøver jeg det, og hvis det ikke virker, så står gruppeleder ikke og holder fast i noget ekspert noget, men hjælper med at finde på noget nyt, jeg kan afprøve, som passer til den, jeg er”.
Mennesker er mere end deres problemer
Gruppelederen er opmærksom på ikke at de nere forældre og unge gennem sit sprog. Menneskerer ikke deres problemer og diagnoser. Der skal også tales om de ting, der ligger udenfor problem- fortællingerne, fordi man derigennem får et nuanceret blik på sig selv, og hvad der er vigtigt for en. Det er vigtigt, når man skal ”holde til” en svær tid og samtidig forandre livet. Som en mor sagde:
”Jeg troede, jeg skulle finde ud af alt det, jeg er dårlig til. Men vi fandt frem til det, jeg kan, og hvad der betyder noget for mig som mor. Det er altså en ret vild følelse, der giver håb og mod på tingene”.
Vi-modellen er tilgængelig for alle
Hvis man er forældre til en ung med dobbelt- diagnose, så hjælper det at gå i et forløb. Vi- modellen giver forældrene øget viden om rus- midler, diagnoser og relationer, så de bedre kan forstå de unges situation. Den giver et rum, hvor de kan dele og udforske egen viden og egne følelser med professionelle og ligesindede. Den hjælper dem til at afprøve nye handlinger. Det gør,at de får bedre fodfæste, at kon ikterne mindskes,og familiens trivsel øges. Evalueringen viser også, at den understøtter de unges proces og forældrenes evne til at passe på sig selv.
Vi-modellen løser ikke alle udfordringer for forældre og unge med dobbeltdiagnose, mere kunne have været med, og der skal ses nuanceret på den enkelte familie. Og de forskellige ”systemer” som skole, behandlere, forældre og netværk omkring den unge skal altid samarbejde. Der er ikke en instans, der kan løse det hele. Vi-modellen er et evalueret bidrag, der støtter forældrene i at håndtere den belastning, det er at være forælder til en ung med en psykiatrisk diagnose og et samtidigt misbrug.
Brug af Vi-modellen kræver viden og forberedelse. To publikationer udgør tilsammen en drejebog:
’Introduktion til Vi-modellen’ ( findes også i en trykt udgave)
’Arbejdsbog til Vi-modellen’ (mødegange, oplæg, modeller og samtaleskabeloner
Kan downloades frit på www.stofraadgivningen.dk.
Yderligere information: stofraadgivningen@novavi.dk / 30 59 37 33
Vi-modellens syv mødegange
1 Individuel samtale: ”Historie, håb og proble- mer”. Fokus på at lære familiens historie at ken- de – generelt og ift. diagnose og forbrug. Arbej- de med problemer og få øje på det, der fungerer.
Vi-modellens 7mødegange
2 Gruppemøde: ”Rusmidler og diagnoser”. Formidling af viden om rusmidler og diagnoser. Forældrene får bedre forståelse for de ungesperspektiv og udvikler ideer til nye handlinger,som støtter de unge.
3 Gruppemøde: ”Kommunikation og kontakt”. Formidling af viden om kommunikation. Hvad sker der, når det går galt? Hvilke effekter har det? Forældrene arbejder med egne erfaringer,og hvordan kon ikt, eller at de unge trækkersig, mindskes.
4 Individuel samtale: ”Åben dagsorden”. Fokuspå speci kke problemer i forhold til den unge og måder at takle det på. Psykoedukationift. diagnosen.
5 Gruppemøde: ”Tillid, skyld og skam”. Undersø-gelse af mistillid mellem forældre og ung. Der n- des måder at øge tilliden – selvom den ikke altid er der i udgangspunktet. Arbejde med, hvordanforældrene kan mindske skyld og skam.
6 Gruppemøde: ”Omsorg for hele familien”. Hvilket liv ønsker forældrene sig i familien? Hvad får magten derhjemme? Hvad med søskende? Arbejde med, hvilke relationer der er klemt i familien, og ideer til, hvordan man passer på sig selv også gennem inddragelse af netværk.
7 Individuel samtale: ”Udbytte og fremtid”. Høstaf forældrenes erfaringer fra forløbet, som de kan tage med sig. Fokus på hjælpebehov fremover, og hvad de selv kan gøre for at få den hjælp.
